Leg med din kreativitet i ferien

Har du en kunstner i maven, eller synes du, at dine børn har en særlig kreativ åre, som de skal have udlevet – hvorfor så ikke bruge ferien til en tur på galleri og også selv prøve at skabe noget kunst?

Er I på tur i det nordjyske, så er der mange muligheder for at besøge sommeråbne gallerier, og mens man i juli og august sidste år selv kunne udleve sin kreativitet, da det aalborgensiske kunstmuseum ‘Kunsten’ lagde vejen forbi Hals Strand Camping., må man i år bevæge sig ind på selve kunstmuseet i Aalborg, hvis man vil prøve kræfter med museets såkaldte ‘Kreativitarium’. Et eksperimenterende rum for kreativitet, der især retter sig mod børn op til 15 år, men som mange voksne også kan få stor fornøjelse af.

Genbrugskunst

Der er mulighed for at lave kunst af mange forskellige slags. Blandt andet kan man lave motiver ved hjælp af farvede elastikker, som man trækker mellem en masse dyvler, der er monteret på nogle store plader. Man kan altså variere sine motiver med de mange forskellige elastikker og på den måde vise sin kreativitet.

Man kan også arbejde med genbrugsmateriale og skrald af forskellig slags og på den måde skabe kunst ved hjælp af genbrugsemner og affald. Tændstikkunst er en anden mulighed, og så kan man for resten også stifte bekendtskab med ægte kunstværker af den verdenskendte danske maler Asger Jorn.

Det er en fantastisk mulighed for at udleve sin kreative side, når man på den måde selv kan kaste sig ind i kunstens verden. Om du selv er så kreativ, at dine værker ender på væggene i et galleri, er en anden sag, men hvad gør det, hvis du og dine unger har en sjov og lærerig dag?

Har I brug for hjælp, er der vejledning at få fra kunstvejlederne på museet, så I kan få mål og retning på jeres kreative udfoldelser.